Kragerup Gods
Hofjægermesterens værelse
Hofjægermester Birgitte Dinesen (f. 1958) er en central
skikkelse i Kragerup Gods' historie. Her deler hun sin egen historie og
refleksioner:
"Jeg blev født i 1958 på Gl. Wiffertsholm i Jylland,
som min far forpagtede af min farfar. I 1960 flyttede vi til Kragerup, hvor jeg
voksede op og blev opdraget til at overtage godset efter min far."
"Efter at have afsluttet min uddannelse og arbejdet
både i Danmark og i udlandet, vendte jeg hjem i 1986. Jeg arbejdede sammen med
min far i 12 år, indtil han gik på pension i 1998, hvor jeg overtog ledelsen af
Kragerup Gods. På det tidspunkt var det primært en stor landbrugsbedrift.
Selvom det i dag stadig inkluderer omfattende landbrug, har jeg sammen med min
samlever Olav Ditlevsen pustet nyt liv i godset ved at etablere et hotel-,
konference- og eventcenter med 70 ansatte."
"I 2008 modtog jeg et opkald fra Hofmarskallatet, som
spurgte, om jeg ville modtage æren af at blive udnævnt til hofjægermester. I
2016 blev jeg igen beæret, da Hofmarskallatet ringede for at spørge, om jeg
ville modtage stillingen som Kammerdame. Hoffet benytter Kammerherrer og Kammerdamer
til at ledsage nyudnævnte ambassadører til deres første audiens hos Dronningen
samt ved større royale festligheder."
"En kammerdame bærer ikke uniform, men har et
embedstegn i form af en broche. Den første kammerdame i Danmark blev udnævnt i
forbindelse med H.M. Dronningens 25-års regeringsjubilæum i 1997. Hvert år i
januar er der kur på Christiansborg, hvor man har mulighed for at ønske
Dronningen godt nytår. Jeg deltog i Dronningens 75-års fødselsdag i april 2015
i Musikhuset i Aarhus, og i november samme år inviterede Dronningen
turisterhvervet til koncert i Fredensborg Slotskirke efterfulgt af middag i
Kuppelsalen. Det var en stor oplevelse og en uforglemmelig aften."
Om Kragerup Gods
Bliv en del af historien
Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og bliv en del af historien