Kragerup Gods

40 år i landbruget

Den 1. april 1980 vendte Kragerups uundværlige traktorfører og altmuligmand Henning Hansen hjem til fødestavnen Vestsjælland efter en årrække som murerarbejdsmand i hovedstaden – og blev ansat på Kragerup af godsejer Birgitte Dinesens far Erik Dinesen. Henning Hansen er født i nærheden af Kragerup og elsker naturen. Det samme gør hustruen, så det var ikke svært for ham at overtale hende og børnene til at bytte lejligheden i Ballerup ud med frisk luft, høj himmel og kvidrende fugle, da landbrugsjobbet på Kragerup blev en mulighed. Henning er i mellemtiden fyldt 68 år, men møder stadig ind på arbejde mindst 20 minutter før alle andre hver eneste hverdag. Bortset fra månederne december, januar og februar, hvor han flækker brænde og holder lidt fri med familien. Den efterløn, som Henning overvejede at gå på, da han fyldte 60 blev aldrig til noget, da han var bange for at komme til at kede sig. Til gengæld arbejder han nu på deltid, 37 timer om ugen i 9 måneder om året. I denne smukke forårstid suser Henning dagligt rundt i sin højtelskede, grønne  John Deere og passer sit forårsarbejde i marken.

Vi på Kragerup er beæret over at have en medarbejder der har været ansat på Kragerup Gods i 40 år. Henning Hansen har nu fået overrakt fortjenestemedaljen i sølv fra Det kongelige Landhusholdningsselskab af Frederik Lüttichau.


Om Kragerup Gods

Historien om Kragerup Gods går helt tilbage til 1327 og ejes i dag af 9. generation Godsejer Regitze Dinesen og drives indtil 2025 af Godsejer Birgitte Dinesen. Nyd de historiske smukke rammer - ude som inde. Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og hjælp os med at indsamle historier som vi ikke selv kender til - og bliv en del af historien.

Bliv en del af historien

Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og bliv en del af historien