Kragerup Gods
De tre søskende
De tre søskende er børn af Jørgen Eigil Wiffert Dinesen og baronesse
Viveka Schaffalitzky de Muckadell. De tre børn er beskrevet nedenfor fra
venstre.
Anders Wilhelm Dinesen (1933 - 2005)
Anders var født og opvokset på Kragerup Gods. Han overtog herregården
Skjørringe på Falster i 1954 efter sin onkel, Mogens Wilhelm Dinesens, død. Han
blev gift med Karen-Marie Lystrup, som i 1962 overtog Høvdingsgaard efter sin
fars død. Anders og Karen-Marie drev efterfølgende Høvdingsgaard og Skjørringe
sammen og boede på Skjørringe. Driften var traditionel planteavl samt
etablering af en 18-hullers golfbane på Skjørringes jord. Anders og Karen-Marie
fik fire døtre: Karin (1960), Anita (1963), Camilla (1965) og Rikke (1967).
Deres yngste datter, Rikke, overtog driften af Skjørringe i 1987 og den
næstældste datter, Anita, overtog driften af Høvdingsgaard i 1991.
Erik Sophus Dinesen (1928 - 2005)
Erik Sophus Dinesen blev født 29. februar 1928 på Kragerup Gods. Han blev
ansat hos godsejer Henrik Brun i England, men kørte galt på sin motorcykel i
1951, som endte ud med et tre måneders ophold på Norwich hospital. Da han
vendte tilbage til Danmark, var Erik stadig en del sengeliggende med
komplikationer, med både hofte- og knæoperationer. Hans arbejdsevne genvandt
han først nogenlunde i 1953.
Den 28. september 1956 blev Erik gift med Marie-Louise Bohn
(1935-) i Vedbæk Kirke. Marie-Louise har i årene på Kragerup Gods udført en
totalomlægning af have og park i engelsk stil med store græsplæner og udsigtspunkter
til hovedbygningen og marker. Erik og Marie-Louise fik i alt tre børn: Birgitte
Ida Dinesen, Anne Viveka Dinesen og Charlotte Dinesen.
Erik var en del af mange forskellige organisationer, hvor
han enten var medlem, medlemsstifter eller formand. Han blev også udnævnt til
hofjægermester og til kammerherre. Han drev desuden forretning på familiens
gamle ejendom Gl. Wiffertsholm, men måtte vende hjem til Kragerup Gods efter en
stor brand. Her restaurerede han efter branden og investerede i bygninger og
landbrug. I de nye bygninger kom der svineproduktion og nye korntørringsanlæg.
Kragerups hovedbygning fik desuden også en gennemgribende restaurering i
1966-1967.
I 80'erne udvidede, forbedrede og forskønnede Erik Dinesen det store og smukke familiegravsted på Ørslev Kirkegård, så det står sikret til kommende generationer. Erik døde i 2005 77 år gammel.
Birthe Alvilde Dinesen (1932 - 2020)
Birthe Lindegaard (f. Dinesen) er født og opvokset på Kragerup Gods. Hun er
uddannet på Mariaforbundet, Bavnehøj, senere Margretheskolen i København og har
været under uddannelse i Schweiz og England. I 1964 overtog hun godset Gammel
Wiffertsholm ved Hadsund efter sin bedstemor, Ida Dinesen.
Birthe Lindegaard har overdraget godset til sin søn,
Flemming Lindegaard, som driver det videre som et moderne land- og skovbrug. Inden
sin død boede hun i gårdens forpagterbolig sammen med sin mand, Torben
Lindegaard, og fulgte aktivt med i den daglige drift.
Om Kragerup Gods
Bliv en del af historien
Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og bliv en del af historien