Kragerup Gods
Sophie Jacobine de Neergaard
Sophie Jacobine de Neergaard (1810-1857) blev født 16. maj
1810 på Høstemark. Hun var datter af godsejer Johan Michael de Neergaard som
både ejede Høstemark, Egense Klostre, Store Restrup og Vivebrogaard. Sophie
giftede sig 4. april 1829 med Anders Didrich Dinesen (1798-1840), som overtog
Kragerup Gods efter sin far Jens Kraft Dinesens død i 1827. De fik i alt tre
børn sammen.
Da Sophies mand døde, var deres ældste søn, Jens Kraft Jacob
Sophus Dinesen (1830-1910), kun 10 år, hvilket betød at han ikke var gammel nok
til at overtage Kragerup Gods. Derfor overtog Sophie administrationen af godset
og var meget dygtig til det. Efter mandens død fortsatte hun det igangværende
byggeri af godsets to nuværende vinger, som stod færdige i 1843. Hun afløste
også hoveriet og byggede afbyggergården Rugskov.
Sophie døde i København 23. november 1857 kun 47 år gammel.
8. generation i Dinesen-familien på Kragerup Gods fortæller
om den handlekraftige kvinde:
“Sophie Jacobine Dinesen var en foretagsom kvinde, der i
1829 skrev hendes bedste opskrifter ned med blæk. Hun levede i en anden tid med
åbent ildsted og kobbertøj, men formåede at lave de skønneste opskrifter lige
fra rugbrødsis til krebsebudding og kyllingesoufflé. Opskrifterne fandt vi i
arkivet i 2018, men de var dog ikke mulige at tyde, da der var mål som pot og
pæl.”
“Efter et spændende samarbejde med kokke, madhistorikere,
Museum Vestsjælland, Århus Universitet og Slagelse Erhvervscenter er det muligt
for os at præsentere bogen “Gastronomiske madoplevelser anno 1829”. Bogen
indeholder skønne historier af mig, 8. generations godsejer Birgitte Dinesen,
min mor, vores tidligere køkkenchef Frank Andersen og Godsforvalter Olav
Ditlevsen. Sophies fine opskrifter kan købes i receptionen på Kragerup Gods og
på museet i Sorø.”
Om Kragerup Gods
Bliv en del af historien
Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og bliv en del af historien