Kragerup Gods

Trampolinparken Go Bounce


8. generation i Dinesen-familien på Kragerup Gods, Birgitte Dinesen, fortæller historien om Kragerup Go Bounce:

“I 2019 fyldte klatreparken Kragerup Go High 10 år, og jeg syntes, at der manglede noget nyt i aktivitetsparken. Så jeg googlede ’sjov og ballade i træerne’ og endte på en walisisk hjemmeside.”

“På min fødselsdag 12. januar 2018, tog min datter Regitze, Eventchef Simon, Jon Eriksen fra Rope Reach og jeg til Wales. Her besøgte vi Zip World Forrest i den smukke Snowdonia National Park.”

“’Verdens bedste idé’, konstaterede jeg hurtigt og afprøvede selv nettrampolinparken og tog herefter et XL jump med frit fald, som Kragerup nu også er blevet beriget med.”

“Da vi kom hjem, gik vi straks i gang med planlægningen. Opgaven skulle løses af Rope Reach og Kragerup i fællesskab. Udfordringen var bare, at ingen af os havde lavet noget lignende før.”

“Vi skulle lave net-bokse forbundet med løbegange, men ingen af os vidste ret meget om net. Jon tog derfor kontakt til gamle fiskere i Thyborøn, som kunne oplære os i det gamle fiskehåndværk; at tackle og vodbinde net. Efter 4 måneders arbejde var vi klar til at åbne Danmarks første trampolinpark 31. maj 2019.”

“De lange netgange fører dig over sø og vand til et univers af 7 netbokse 2- 8 meter oppe i trækronerne. Her er også tarzanreb, netrutsjebaner samt to platforme, hvor man kan holde en lille pause, spille spil og binde knob. Netboksene giver oplevelsen af at hoppe i trampolin og er sjov motion og en udfordring for motorikken.”

“Med Kragerup Go Bounce fik aktivitetsparken endnu en ny attraktion til sin brede palet af aktiviteter i naturen, hvor alle kan være aktive og have det sjovt.”

“Jeg ønsker jer god fornøjelse og beder jer samtidig tage hensyn til hinanden – store som små.”

På billedet ses 9. generation Regitze Dinesen selv prøve netmaskerne kort før åbningen i maj 2019.


Om Kragerup Gods

Historien om Kragerup Gods går helt tilbage til 1327 og ejes i dag af 9. generation Godsejer Regitze Dinesen. Nyd de historiske smukke rammer - ude som inde. Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og hjælp os med at indsamle historier som vi ikke selv kender til - og bliv en del af historien.

Bliv en del af historien

Del din personlige fortælling om Kragerup Gods og bliv en del af historien